Derfor er jeg dommer
Der er mangel på fodbolddommere i dansk fodbold – en konsekvens, der også kan mærkes på Lolland Falster, hvor der i det kommende år ikke vil være nok dommere til at dømme kampe i hverken Serie 4 og 5.
At være fodbolddommer kræver en vis portion tålmodighed, hang til udfordringer og evnen til at arbejde under pres. Et job, der derfor stiller krav til manden/kvinden med fløjten. Herunder fortæller fire dommere på Lolland Falster hver deres historie, hvorfor de netop har valgt at blive fodbolddommer og hvad der gør, at de elsker jobbet på grønsværen.
Anders Henriksen
Lollands dommerfamilie
De har alle fløjten i blodet. I Nakskov på Lolland har far og to sønner alle valgt en karriere med fløjten. To af dem på fodboldbanen, mens den sidste har fattet interesse for en lidt mindre bold og leder opgørene i håndboldhallerne.
Han er vokset op på sidelinjen, mens far Poul Erik Henriksen, har fløjtet talrige fodboldopgør rundt omkring på Lolland og Falsters fodboldbaner. I dag er det farmands tur til at sidde på sidelinjen, når en af Lolland-Falsters store dommertalenter, Anders Henriksen, selv fløjter opgørene på banen.
”Jeg synes, det er fedt at være dommer. Jeg startede egentlig fordi min far også var fodbolddommer, og min bror var håndbolddommer. Jeg synes, det lød rigtig spændende – og så ville jeg vise at jeg kunne gøre det mindst lige så godt som dem,” lyder det smågrinende fra Anders, der kun var 14 år, da han meldte sig under dommerflaget:
”Heldigvis nåede jeg lige at blive 15 inden jeg skulle til min eksamen, så det var super,” lyder det fra Anders der ikke lægger skjul på, at de mange dommere i familien godt kan give diskussioner, når der vises kampe på TV - ”så sidder vi alle ofte og diskuterer kendelserne, og det er ikke altid vi er enige!”
Et godt kammeratskab
Anders Henriksen er i dag 18 år og dømmer Serie 2, og er samtidig en del af LFBU's talentdommerprogram – ’FIFA 2016’. Han er ikke i tvivl om, hvorfor han er dommer:
”Det er helt sikker det sociale og kammeratskabet, der trækker. Og så gør det jo heller ikke noget at man får penge for det. Det er jo et rigtig fedt studiejob – man får både motion, frisk luft – og samtidig har det sjovt! ,” siger Anders, der håber at flere unge vil få øjnene op for dommerfaget.
Som fodbolddommer får du masser af udfordringer, lærer at være en leder, og samtidig at arbejde under pres. Erfaringer, der kan bruges i både uddannelse og arbejdet.
”Jeg læser lige nu HHX, og vil rigtig gerne ind til politiet. Jeg er sikker på, at det at være dommer, kan være være en stor fordel. På banen er du en autoritet, der skal sikre at en kamp flyder. Du bruger dine evner til at kommunikere og lede, så er ikke i tvivl om det er noget jeg kan bruge på andre områder!
Og Anders Henriksen har ambitioner: ”Jeg vil da helt sikkert prøve at nå så langt jeg kan, og det mine evner rækker til.”
Shpend Shala
Jeg elsker udfordringerne
19-årige Shpend Shala kommer oprindeligt fra Albanien, og har netop dømt sin første sæson som dommer på Lolland Falster. Han er så glad for det, at han nu også har fået andre familiemedlemmer til at deltage i et dommerkursus.
For et år siden startede 19-årige Shpend Shala som dommer. I dag er han kun et år efter blevet en del af LFBU's talentgruppe på 16 dommere, FIFA 2016. Shpend Shala kommer oprindeligt fra Albanien, men bor i dag i Nakskov, hvor han sammen med sin familie flyttede til, da han var 9 år gammel.
”Jeg startede som dommer, fordi jeg gerne ville bruge min fritid aktivt. En af mine venner, der også selv er fodbolddommer, fortalte lidt om det og spurgte, om det ikke var noget for mig. Jeg sagde ja, og det er jeg rigtig glad for!,” lyder det fra Shpend, der også til dagligt spiller på VB/Lollands førstehold.
”Jeg blev selv dommer, fordi jeg fik mulighed for både at komme i bedre form, og samtidig have et studiejob, hvor jeg ikke kun fik en løn, men også mange udfordringer. Jeg synes blandt andet, at det er spændende at være med til at få kampe til at glide og være med til at konfliktløse. Og selvfølgelig er det også fedt at være sammen med kammeraterne i dommerklubben,” forklarer Shpend Shala, der helt sikkert mener at det første år har levet op til forventningerne. ”Jeg fortsætter jo!”
En rollemodel
Shpend Shala er bevidst om, at han som dommer med en anden etnisk baggrund end dansk også fungerer som en rollemodel – både over for spillere, men især også generelt overfor andre unge med indvandrerbaggrund.
”Det er jeg meget bevidst om. Det er jo vigtigt, at der er nogen, der kan fortælle om det, Jeg bruger for eksempel meget tid på at fortælle andre om det at være dommer, ikke kun i familien, men også mine andre venner. Og mange af dem er overraskede over, at man faktisk både får løn, men at der også er så mange udfordringer i det at være fodbolddommer,” lyder det fra Shpend, der nu også har fortalt om det til sin egen bror og fætter, der begynder på det kommende dommergrundkursus på Lolland Falster den 19. januar.
”Jeg tror det er vigtigt, at der kommer flere med en udlændingebaggrund ind, da vi måske bedre kan kommunikere med nogle af de hold og spillere, der også har en anden etnisk baggrund. Jeg har i hvert fald endnu ikke oplevet nogle problemer på den front,” lyder det fra Shpend, der håber at endnu flere vil finde vej til fodboldbanerne på Lolland Falster.
”Vi skal komme endnu mere ud og i sær ud til de unge og fortælle om, hvordan det er at være dommer. At det er et rigtig godt studiejob, der giver dig masser af muligheder og udfordringer. Vi skal som dommere også måske i endnu højere grad fortælle om alt det positive der er ved at være dommer. Vi hører jo altid kun det negative,” slutter Shpend Shala, der håber han selv kan være med til at løse problemet med dommermanglen ved at fortælle andre om det.
Peter Stridsland
Fik endelig tid til at være dommer
For Peter Stridsland på 38 år var det et dårligt knæ, der betød at han skiftede spillertrøjen ud med dommertrøjen. Et valg, han er rigtig glad for, da han dermed stadig er en del af fodboldmiljøet.
Han kom fra København og til Rødby i Lolland for snart 12 år siden. Dengang spillede han fodbolds – i dag er det fløjten og ikke bolden, der er det vigtigste, når Peter Stridsland går på banen.
”Jeg havde egentlig i et godt stykke tid tænkt på at blive dommer, men jeg havde desværre ikke tid. Men da jeg så begyndte at få problemer med mit ene knæ, og erkendte at den aktive spillerkarriere var forbi, gav det mig endelig mulighed for at tage dommeruddannelsen og blive dommer. Jeg var bare ikke klar til at slippe sporten, hvilket nok var den vigtigste årsag til at jeg blev dommer”
Det er i dag tre år siden, at Peter Stridsland fik sit dommerkort, og dømmer fra den nye sæson nu Serie 1. Og han er ikke i tvivl at valget var rigtigt:
”Det er bare rigtig sjovt, synes jeg. Jeg bruger meget humor, når jeg dømmer, da jeg mener, at det er med til at sætte en god tone. Jeg synes, at det er udfordrende, og især det at lede kampen og sikre at det glider så meget som muligt, synes jeg er kanont spændende.”
Men hvilke ambitioner har man, når man kommer i gang med karrieren som 35–årig?
”Jeg dømmer allerede nu i Serie 1, men min ambition og mål er da helt sikkert at komme højere – i LF-serien og hvem ved. Jeg ved jo godt at alderen er i mod mig, men målet er helt sikker LF-serien,” lyder det fra Peter Stridsland, der håber at det lykkedes at få ny dommere.
”Man behøver jo ikke at være ung for at blive dommer. Jeg har ofte fortalt kammeraterne om det, og de er også tit ude at kigge, for at finde ud af mere om det. Og jeg har da fået overtalt et par stykker nu!” slutter Peter Stridsland, der håber at flere, der måske ikke længere kan spille fodbold overvejer at blive dommer i stedet.
Marianne Svendsen
Vi savner flere kvindelige dommere
Marianne Svendsen bor i Nykøbing Falster og er i dag topdommer i både DBU – og UEFA-regi. Og så er hun en af de alt for få kvinder, der i dag dømmer fodbold.
Som fodboldtræner tog Marianne Svendsen sit dommerkort allerede tilbage i 1992, men dømte først sin første kamp i 1997, da hun måtte stoppe som spiller på grund af et dårligt knæ.
”Da jeg blev tvunget til at stoppe på grund af knæet var der en der sagde, at så kunne jeg jo blive dommer, da jeg ikke havde lyst til at forlade fodboldmiljøet. Dermed kunne jeg også stadig være med hvor det var sjovt!” lyder det fra Marianne, der i dag har opnået stor succes i sin dommerkarriere, både på dansk og europæisk niveau.
Men alt for få kvinder vælger ligesom Marianne Svendsen, at blive dommer.
”Det er vigtigt at faget gøres attraktiv for kvinderne, ja generelt. Oftest er det jo desværre de negative ting, der fylder overskrifterne, hvor det er vigtigt, at også de positive ting kommer frem, det er jo dem, der er flest af! Vi skal nok være bedre til at formå at få folks øjne op for de muligheder og udfordringer, jobbet giver. Det giver jo mange kompetencer du kan bruge på andre områder i dit liv.”
DBU søsatte i foråret derfor en landsdækkende kampagne, der netop skal få flere kvinder til at blive dommere.
Og Marianne ved, hvad hun taler om, når det falder på de oplevelser en dommerkarriere kan give. Og det er svært at fremhæve nogle frem for andre:
”Ja, det er svært at fremhæve en oplevelse frem for en anden. Jeg har jo haft rigtig mange. At være ude at rejse, at dømme på store internationale stadions er jo en kanon fornemmelse. Men også i Danmark, her lærer man jo mange af spillerne at kende, når jeg er ude at dømme,” slutter Marianne, der håber at mange vil få øjnene op for det at være dommer, og ikke bliver afskrækket over de negative overskrifter.
