Det er nu, vi skal gribe bolden

Klubberne skal gå forrest og gøre mere for at rekruttere og fastholde piger mener Lone Falsig, som er formand i HIK-fodbold. Foto: Mark Bernquist 

Selv når en drilsk, ja ligefrem ubehagelig byge overraskende hamrer ned fra himlen, stiller HIK’s dynamiske fodboldformand op på Maglegårds-anlægget. Om onsdagen træner hun klubbens yngste, 3-4-årige drenge, men også ugens andre dage nyder hun at bevæge sig ud fra kontorlokalerne og snakke med forældre, trænere og ikke mindst spillere.

”Grib bolden”, lyder det mellem haglene, og det gør Lone Falsig så denne sene tirsdag midt i en snak med en snes U7-piger og deres træner. Og lige netop pigerne har p.t. hendes store bevågenhed. Hun er begejstret for, at pigefodbolden er blevet et stort indsatsområde for DBU. Nogle mener, det også er på tide, men for Lone Falsig er det afgørende, at klubberne nu så at sige griber bolden og rykker på initiativerne.

Ikke mindst har hun store forventninger til den nyetablerede kommission for pige- og kvindefodbold, der har tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt som anfører.

– Nu har DBU sat pigefodbolden på dagsordenen med kendte folk i spidsen for kvindekommissionen, DR har i det sidste halve år sendt landsholdets kampe, og selv Politiken er begyndt at skrive om kvindefodbold. Derfor er det op til os at gribe bolden og få gjort noget ved det rent praktisk. Vi må gribe i egen barm og slå til. Måske er det for sent om to år, hvor der måske ikke længere er en kommission, der tiltrækker opmærksomhed. Hvis vi ikke får gjort noget, er der ingen medier, som gider at beskæftige sig med det.

– Vi har fået det skub, som nok har været savnet; der er nu er en grøde, og det må vi tage afsættet i og komme ud over stepperne. Det er i klubledelserne, der skal smedes. I klubstrategien bestemmer vi aktivt og seriøst, om vi vil gøre noget, både lokalt og unionsmæssigt – og det skal vi. Vi skal væk fra den alt for typiske laissez-faire-holdning: ”Nårh ja, hvis nogen ildsjæle gider gøre noget for pigefodbolden, er det da helt fint, men ellers er det også o.k.” Pigefodbolden skal optimeres på lige vilkår med indsatsen for drengene!

– I HIK arbejder vi med en femårs strategi – og vi skal til at have en ny. Det er oplagt, at pigefodbolden skal stå endnu højere på programmet. Målet kan være, at for hver gang vi får to nye medlemmer, skal det ene være en pige eller kvinde. Men man kan sagtens forestille sig en målsætning, der hedder, at for hver tre nye medlemmer, skal de to være af hunkøn! Positiv forskelsbehandling har jeg ikke noget imod, måske tværtimod. Mål- og handlingsplaner skal pege i den retning – det er vi nødt til at gøre fra toppen i klubberne. Altså aktivt gøre noget ekstra for at få pigerne i folden.

Hvervekampagne

Ingen kan være i tvivl om, at Lone Falsig, der for nylig blev kåret som årets leder i Gentofte kommune, brænder for at få udnyttet de positive vinde. Men hvordan vil hun mere konkret lykkes på hjemmebanen, hvor HIK har en målsætning om at få 200 nye medlemmer, hvoraf halvdelen skal være piger/kvinder?

– Siger vi, vi vil have 100 nye piger inden for de næste to år, må vi gøre op: hvad kræver det? Hvad skal der til for, de kommer og trives i klubben?

– Når det gælder rekruttering, satser vi i første omgang på et samarbejde med skolerne i området. Vi er privilegeret ved at have en skole i ”baghaven” og flere tæt på. (Maglegårdsskolen ligger et sløvt indkast og Tranegårdsskolen et langt målspark fra anlægget, mens to-tre andre skoler også har hjemme i nabo-området, red.)

– Ud over at få lov til at komme på besøg fx i en idrætstime og reklamere lidt for os selv, snakker vi om at arrangere et skolestævne eller noget i den dur. Vi udveksler erfaringer med andre klubber, der har sat pigefodbolden i system i flere år. Senest har vi haft besøg af Henriette Hansen, pigeformand i Ølstykke, som i en menneskealder har haft succes med deres tiltag, og det er god inspiration.

Faren ved fædre

– På trænerfronten skal vi sætte nødvendige ressourcer til rådighed. Der skal laves aktiviteter, som tiltrækker pigerne, og vi skal sætte budget af til den handling. Vi ved, det er sværere at finde trænere til pigerne end til drengene, men så må vi tale det op. Vi har allerede mange dygtige pigetrænere og skal sørge for endnu flere.

– Fra ledelsen må vi vise, at pigefodbold er noget, vi prioriterer, så fx dem, der laver baneplaner, er klar over, at pigerne ikke bare skal træne nede i et hjørne på den bagerste bane og får den dårligste tid at træne på etc.

– Det nytter ikke med lappeløsninger, endsige hovsaløsninger; det skal tages alvorligt, for vi vil naturligvis ikke kun have piger ind i klubben for en stund. Vi skal sørge for, de får en mindst lige så gode vilkår som drengene, og vi vil gerne gøre noget ekstra for pigeholdene, så de finder det attraktivt at komme her.

Klubformanden er også opmærksom på faren ved fædre som trænere.

– Mht. trænere skal vi nok i mindre udstrækning forlade os på forældre-trænere. Ikke fordi de ikke kan være mindst lige så gode, men vi bliver sårbare, for stopper datteren, så stopper faren i reglen også… På lidt længere sigt skal vi have fat i nogle af vores piger som trænere, så vi netop ikke er afhængige af fædre. Faktisk er nogle af vores ældre piger i gang som hjælpetrænere.

– Nu er det jo ikke sådan, at vi ikke allerede har gjort og gør en indsats for pigerne. Vores dygtige pigeudvalg arbejder ud over med strukturen også med det sociale. Vi sørger for, pigerne kender hinanden på tværs af årgange – bl.a. har de været sammen på ture til stævner.

På det seneste har HIK haft succes med at invitere samtlige piger til spisning, når der har været landskamp, som så bliver fulgt ivrigt bag tv-skærmen. Og til afslutningsfesten for 2016 mødte imponerende 120 af klubbens ca. 150 pigespillere op.

Formanden understreger, at man også er i færd med at styrke sammenholdet mellem klubbens pige- og drengeafdeling. I den boldgade arrangeres blandede fodboldskoler og en sommerafslutning med discofest.

Smertensbarnet

Fantasi og ikke mindst fleksibilitet er nøgleord i Lone Falsigs løsningsmodel for smertensbarnet i mange københavnske klubber – baneforholdene.

– Vi har da klart et ønske om at få flere baner, der er jo ikke flere hernede på Maglegårds-anlægget. Måske vi kan få noget banetid på Gentofte Stadion, men i takt med, vi måtte få de flere medlemmer, som vi ønsker, finder vi løsningerne. Kapacitetsgrænsen for os tror vi er 1400 medlemmer; altså vi har plads til de 200 flere, som vi snakker om i målsætningen. Det skal så ikke være seniorer, men helst de yngre, der vel også er nemmere at rekruttere.

– Det gælder om at tænke ud af boksen. Måske kan der ind imellem med fordel være flere hold på én træningsbane. Når vi snakker børnefodbold, er det måske en idé, at man i stedet for at træne 1½ time på en bane, hvor bolden hele tiden løber ud over sidelinjerne, træner en time på en såkaldt bandebane – så er bolden i gang hele tiden. Ofte står halve baner tomme – hvis trænerne snakker godt sammen, kan det være, man hver især kun behøver en halv eller endda kun en kvart bane…

– Du er ikke bange for, at hvervekampagnen bliver så stort et hit, at I får problemer med at magte tilgangen?

– Det vil da kun være en glæde, hvis der kommer en dag, hvor tilstrømningen er større, end vi umiddelbart er gearet til. Naturligvis kan der i så fald blive tale om at lukke for tilgang i en periode, men vi skal nok få løst den slags positive udfordringer, fastslår Lone Falsig.

Artiklen har været bragt i seneste nummer af Fodboldmagasinet København.