Noget gammelt, noget nyt, noget lånt -
og nogle blå Adidas-sko
To københavnske traditionsklubber pustede liv i en kold hal, og viste fornemme prøver på en sportsgren med potentiale for langt stærkere fodfæste på disse høje breddegrader.
Bellahøjhallens Sal 2 lignede et generisk glimt fra en fjern folkeskoletid. Træbænkene langs siderne lignede noget, Bjarne Reuter kunne have forfattet. Det var ikke svært at se for sig hvordan man, i svundne tider, har siddet ret op og ned på disse stykker træ, til skoleballet, og håbet eller frygtet at blive budt op.
Det var dog ikke den forventede lugt af svedne gymnastikposer, halvspiste madpakker og hjemsøgte glemmekasser, der slog mod ansigtet når man trådte ind i hallen. Derimod herskede der nærmest en steril kulde - og de små syrlige lyde af spillernes gummisåler over hallens underlag, hørte også i høj grad nutiden til.
Tidsmaskinen havde således sat sig tungt mellem to stole, denne formiddag, hvor et par klassiske sæt spillertrøjer, indeholdende de to respektive mandskaber, var troppet op; BK Skjolds røde og hvide paneler overfor Brønshøjs velkendte hvepsestriber.
Under opvarmningen havde Skjold-spillerne smilende quizzet hinanden i, hvilke tapeafmærkninger på gulvet, der udgjorde udskiftningsområdet. Men nu, hvor dommerens første fløjt tændte røde lamper på trommehinden, var smilene øjeblikkeligt afløst af intenst fokus.
Skjolds målmand, Mads Janell, udstedte en salve af kortfattede, helhjertede instrukser. Banens øvrige aktører holdt sig heller ikke tilbage, og det pludselige mylder af talebobler og udråbstegn fik luften til at føles tæt.
Opgøret var ikke mange minutter gammelt da en Brønshøjpote vippede en lang, høj bold over alt og alle. Tyngdekraften tog dog godt fat i kraven på den dvaske futsal-bold, som slog ned som et torskesmut i det gabende Skjold-mål. 0-1. Ballet var åbnet.
Er det midterlinjen dér?
...spurgte en spiller desorienteret, da bolden efterfølgende skulle gives op. Han pegede på en udvalgt farvet linje, midt i halgulvets mylder af farvede linjer, og lignede i nogle sekunder en fortabt turist, der forsøgte at overskue en fremmed storbys tætvævede metro-net.
Nogen tabte en stak mursten på speederen. Skjold udlignede på straffespark. Brønshøj gjorde det til 1-2, med fem minutter tilbage af første halvleg. To minutter senere udlignede Skjold.
En hveps gik i gulvet efter en nærkamp. ”Har du brug for hjælp?”, spurgte dommeren. ”Et frispark ville være en hjælp”, pressede spilleren ud af et forvrænget ansigt.
Men allerede få øjeblikke senere, bragede netop et frispark i netmaskerne. ”Det’ personligt!” lød det kækt fra den gul- og sortstribede skarpskytte, gennem jublen fra holdkammeraterne. 2-3. Og kort før pausen fik Brønshøj ydermere fat i en tråd, der trevlede hele Skjold-defensiven op, og fik elegant broderet sig til en tomålsføring.
Så gjaldede haluret et sted fra slut-80’erne, og de to mandskaber samledes i hver deres stakåndede klynge til en velfortjent pause. Planer blev halvt hvisket, halvt prustet. En opmærksomt lyttende Brønshøj-spiller inhalerede en dåse Red Bull.
På forunderlig vis syntes både tempo og intensitet at stige yderligere i anden halvleg.
I sine fine stunder, er futsal en imponerende kombination af muskel og finesse. Detaljegraden var en fryd for øjet. Den ellers skandinavisk afmålte hal antog karakter af sydamerikansk gade, med fodrulninger, små vip med blå Adidas sko, tå-afleveringer med kirurgisk præcision, og temperamenter få grader under kogepunktet.
God tid! Ik’ stress’!
...blev der råbt til en spiller, splitsekundet før, en modstander markerede ham så eftertrykkeligt, at hans fødder lavede forsvindingsnumre.
Brønshøj kom på 2-5. Skjold kom på 3-5. Brønshøj kom på 3-6. En timeout blæste forbi som et gennemkørende tog.
”Men … hvor er midten?” spurgte den desorienterede Skjold-spiller fra tidligere.
Spørgsmålstegnet hang stadig i luften, da hans hold, sekunder senere, formåede at prikke en formfuldendt scoring i nettet. Og med 2 minutter og 46 sekunder tilbage af kampen, præsterede Skjold endnu en priktegning af et angreb, som bragte dem på 5-6.
Men på trods af at nogen råbte..
Rolig gutter! Masser af tid!
...med 37,6 sekunder tilbage i det digitale timeglas, blev der ikke skrevet flere mål ind i historien. Dommerens sidste skræp sad som en syl gennem hørelsen, og Brønshøj kunne trække sig sejrrigt ud af 2 x 20 minutters effektiv underholdning.
