Scener fra det stedsegrønne kunstgræs

En søvndrukken hundelufter gik i stå. Et metaltræt overskæg klamrede sig til undersiden af hans næse, hang med hovedet nedad i begge mundvige, men over hans næse – i øjnene - skete der et skift. Fra prøvebillede til fokus. Han lod til at glemme sit oprindelige ærinde, holdt stadig snoren, men ænsede ikke hans bedste ven for enden af den.

Han blev suget ind, gennem et trådhegns koordinatsystem, ind i en fodboldkamp. Et vaskeægte amagerkansk lokalopgør - og et intenst ét af slagsen; Kastrup Boldklub mod Sundby Boldklub.

På dette tidspunkt var kampen otte minutter gammel. En lidt for frisk tilbagelægning over den stedsegrønne kunstgræsplæne, havde netop fået Sundbys keeper til at misse sin førsteberøring, og sende bolden ud over hegnet ved modsatte sidelinje, hvor læderkuglen brasede ind i en uforvarende busk, som ved kollisionen nøs fem gule blade.

De langlemmede lysmaster, der stod omkring banen, med hænderne i lommen, kunne kigge ned på en kamp, hvor det i starten lykkedes det hvidblusede hjemmehold at halvere banen, således at stort set hele handlingen udspillede sig på de rødklædte gæsters banehalvdel.

Dagen åndede fodbold. Solen var kravlet et godt stykke op på den bredpandede himmel, og den friske luft sad som 1000 bittesmå, venlige tegnestifter i kinderne på det fremmødte publikum, på græshøjene langs sidelinjen.

Der var repræsentanter fra adskillige generationer, skægstubbe der syntes at vokse så man kunne se det med det blotte øje, ølkrus i fingervanter, sammenknebne øjne i solens projektør. I ny og næ blev der råbt bulletiner fra kampen mellem Liverpool og Watford, som spilledes samtidig, i et andet univers.

På Amager var kampbilledet netop ved at ramme vater, da hjemmeholdet bragte sig foran. Sundbys defensive linjer fremstod pludselig noget stiplede, og en Kastrup-spiller kunne prikke bolden forbi den markspiller, der var endt som sidste skanse på målstregen.

På Kastrup-siden af midterlinjen slog stemningen øjeblikkeligt hovedet mod loftet, både blandt spillere og tilskuere. Jubelscenerne var så helhjertede, at de endnu vinterklædte træer, ved modsatte sidelinje, måtte stikke et par krogede fingre i ørerne.

Mens kampen kom på gled igen, begyndte en flok skyer at stimle sammen, over tagene, ude bag det ene mål. Da der blev fløjtet til pause, havde det karakter af en reel kongres. Der findes store skyer på Amager. Selvfølgelig gør der det. Store skyer til en stor himmel.

Fra anden halvleg, begyndte temperamenter at simre på banen. Det smittede kun til dels af på tilskuerne, og et mislykket saksespark, affødte latter i rusten slowmotion. Kort herefter blev en bold clearet højt ud over sidelinjen, slog smut på først trådhegnet og dernæst en spagfærdig tilskuers nakke.

Da Kastrup scorede til 2-0, sejlede det hele igen i knyttede næver og løsslupne decibel.
Gæsternes keeper var blevet fanget på den forkerte side af linjen der adskiller hans målfelt fra resten af verden. Han fik muligvis en ulovlig handske på bolden, men spillet fortsatte og bolden blev drejet omkring ham.

Nu måtte Sundby skubbe det meste frem, heriblandt den tidligere Superliga-spiller, Rasmus Minor Petersen. Som en mellemting mellem et fyrtårn og en Bond-skurk, begyndte han at volde hjemmeholdet problemer – og mens de føromtalte skyer var ved at oversvømme store dele af himlen, lykkedes det ham at reducere til 2-1, og give opgøret kunstigt åndedræt.

To unge mænd kløede sig anspændt under huerne, og mumlede højt til sig selv og hinanden.
- Seriøst, han er jo elleve gange så høj som alle andre, ham der!
- Ikke elleve…
- Syv, så.

Nervøsiteten hang i luften. Kampen havde bevæget sig ind i overtidens overtid, og bolden blev sparket fra felt til felt. En gråsprængt gut panik-masserede åndsfraværende sin kammerats ene skulder, i en grad så man næsten kunne høre knoglerne blive til mel. Dommeren var i humør til mere tillægstid end hjemmepublikummet. Ribben strammede, pulsen trykkede i tindinger.

Så skræppede dommerfløjtens tørre afskedssalut endelig over John Tranums Allé, og alle med tilknytning til Kastrup Boldklub samledes i smålykkelig opløsning, med sol på hele sendefladen.

Havde man troet at en kamp i Københavnsserien ikke kunne betyde det store, havde man taget eftertrykkeligt fejl.