Skovserland
Skovshoved vs. Husum
Da kampen fløjtes af, skyder et jubelbrøl ud under halvtaget på Husums udskiftningsbænk. Spillere fra begge mandskaber punkterer, og triller om i græsset. Tilhængere klapper helhjertet ad deres hold, alt imens en billedskøn forårsaften klapper sig selv sammen. Jonas Villumsen har besøgt Skovshoved Idrætspark, Københavnsserien, fredag d. 21. april kl. 18.30
”Nå, der kommer hooligansene sgu” siger en ældre gut med sprukken stemme. Det lyder som om, det er det første, han siger i dag. Han har netop fået øje på fire herrer, i samme flotte aldersklasse som ham selv, der spadserer mod porten i søndagstempo, med hænderne samlet på ryggen, som kun denne sølvgrå generation synes at gøre.
Men det er ikke søndag. Det er fredag. En fredag aften af den slags, der næsten virker opdigtet. Verden har pludselig fået dufte, himlen er blå og nystrøget, selv flystriberne har pressefolder, og folk ser desorienterede ud, som de misser op mod den monstrøse ildkugle, der smiler sit bedste tandpastasmil fra det blå lærred. Omkring parken står et smukt opbud af træer i grønne festklæder, kun enkelte ser ud til ikke at have fået memoet.
Det summer stilfærdigt i Skovshoved Idrætspark. De ældre herrer – stadig med hænderne på ryggen – går langs den store, grå hal-bygning bag det ene mål, der ligner noget, nogen fra fremtiden har tabt under en overflyvning. En charmerende, lille toetagers træbygning vokser ud fra den grå facade. Over nederste plan, der tjener som mad- og ølbod, hænger en sort, digital måltavle. Fra denne lyser røde 0’er ved både H’et og G’et.
Der er spillet et par minutter af aftenens Københavnsserie-opgør mellem Skovshoved IF og Husum Boldklub.
Kort før kampen startede, blev et tyndt, hvidt reb trukket rundt om banen. ”Det’ så spillerne ikke løber ud”, sagde nogen i nærheden af ølboden, og måtte selv huske at grine, da resten af hans selskab glemte det.
Han blev dog reddet få sekunder senere, da Eiffel 65’s - åbenbart udødelige - 90’er-hit, I’m Blue (Da Ba Dee), væltede ud af højtalerne med en pludselighed der blæste en midterskilning i nakken på en håndfuld nervøst anlagte tilskuere, og var ved at få deres nyerhvervede grillpølser til at tage flugten ud over kanten på de tilhørende, forræderiske pølsebakker.
Nu er den mest markante lydkilde spillernes råb fra banen. Det lyder som skænderier fra en baggård. Kampen giver sig fra start til kende som en uregerlig og underholdende størrelse. Den er ikke engang fyldt syv minutter, da bolden ligger i nettet. Målet tilfalder det turkis- og sortklædte Husum-mandskab;
En lille serie aftaler glipper i hjemmeholdets defensiv, og fra det ene øjeblik til det andet, er gæsternes Christoffer Theodor Stage alene med målmanden. Keeperen lykkes i første omgang med en parade, men må i anden omgang acceptere at blive slettet fra rollelisten, og kan, fra første parket, se bolden blive trillet i nettet til 0-1.
Langs den ene sidelinje, hvor flere og flere tilskuere løbende har slået sig ned som krager på en telefonledning, afslører spredte klapsalver, at også medrejsende fans har fundet vej til Skovserland. Kort efter er det dog et par ægte fugle, der er ved at kvidre lydkulissen sønder og sammen, fra en hæk nær det ene hjørneflag.
Kampen har uro i benene, flytter utålmodigt på sig, og hvor det indledningsvis var gæsterne, der lykkedes med at lægge deres handske øverst, er det nu hjemmeholdet der får halet spillet til sig. Vellykkede broderier snører sig sammen om udeholdets målfelt, en bold synger mod målrammen. Der er ikke tid til at fjerne blikket fra banen, selv om solen ligger tungt på folks øjenbryn, og flere må bruge en flad hånd til at holde dem oppe.
Som første halvleg skrider frem, står resultatet mere og mere som et negativ til kampbilledet. Måltavlen lyser dog stadig 0-1, da en bold cleares højt ud af parken, skræller lidt grøn pynt af et træ på en venlig villavej, og der fløjtes til pause.
Hvor det i første halvleg var udeholdets målmand der, i bedste 90’er-stil, var iklædt en kasket for at skærme sit blik mod aftenens selvbestaltede hovedperson, er det i anden halvleg hjemmeholdets keeper der har overtaget hovedbeklædningen. På dette tidspunkt er solen også en ekstremt vandret anordning, der skubber lange skygger diagonalt over græstæppets sommerfrisure.
Kragerne langs sidelinjen kan hverken tro deres egne eller dommerens øjne, da han dømmer en tæt offside. De skræpper så højt at de for en stund overdøver de børn, der er fuldstændig opslugt af deres egen kamp på en tilstødende kunstgræsbane.
Spillerne begynder efterhånden at virke trætte. Taber bolde ud over sidelinjen, mønter ud af lommen. Alligevel lykkes det Skovshoved at få lagt et pres mod Husums felt, og gæsterne forsøger efter bedste evne at stemme benene imod.
”Waka-waka!” råber en ung dreng, der lige har scoret et mål ovre på kunstgræsbanen, i et helt andet univers, skingert, og får en ung mor, der har trillet en barnevogn frem og tilbage i et endeløst loop, til at stivne i et ængsteligt sekund.
Så går solen i brædderne bag en villas røde tegltag, og temperaturen tumler forover i et drastisk, nedadgående rullefald. Hjemmeholdet smider deres sidste kræfter, og disses renter, i puljen. Idrætsparken glemmer kollektivt at trække vejret, da et hjørnespark blæser gennem gæsternes lille felt, som et gennemkørende tog. Men opgøret ender – næsten naturstridigt – uden flere mål.
Da kampen fløjtes af, skyder et jubelbrøl ud under halvtaget på Husums udskiftningsbænk. Spillere fra begge mandskaber punkterer, og triller om i græsset. Tilhængere klapper helhjertet ad deres hold, alt imens en billedskøn forårsaften klapper sig selv sammen.
