Flygtningelandshold
Danmark havde yderst svært ved at komme til at spille fodboldlandskampe under Besættelsen 1940-45. De britiske lande var udelukket – Tyskland blev vi tvunget til ”frivilligt” at møde i 2 kampe, begge i Tyskland. I 1940 taber vi 0-1 i Hamborg, i 1941 spiller vi 1-1 i Dresden. Norge var ikke en mulighed, da deres sportsverden var blevet helt overtaget af tyskerne, så det ”gamle” norske Fodboldforbund lå i dvale. Reelt var der kun Sverige tilbage – og det blev da heldigvis også til nogle kampe mod dem. Vi aftalte at møde dem både ude og hjemme samme år. I 1940 spiller vi 1-1 i Stockholm og 3-3 i København. I 1941 2-2 i Stockholm og vinder 2-1 i København. I 1942 taber vi 0-3 i København og 1-2 i Stockholm. Under hjemmelandskampen året efter - som vi vinder 3-2 - begynder tilskuerne spontant at afsynge den norske nationalmelodi efter den svenske og danske – og det opfatter besættelsesmagten som en så stor provokation, at de forbyder flere landskampe. Så vi mødes ikke i 1944. Først i 1945 når vi igen svenskerkampe – 1-2 i Stockholm og 3-4 i København. Vi er også yderst hurtige med at få mødt det nu frie Norge – slår dem 4-2 i København i 1945.
Men vi har et andet ”landshold”, der når at få spillet under Besættelsen. Blandt de mange, der måtte flygte til Sverige, var en del meget engagerede fodboldspillere. De finder sammen i det svenske og får med assistance af Sveriges Fotbollforbund samlet en gruppe på de 20 ”bedste”, der efter et intensivt 14 dages trænings- og sammenspillingsophold på Bosjön danner ”Det Danske Flygtningelandshold”. Det lægger ud med at slå Derby, Linköping 2-1 i sommeren 1944 for så på en landsturne at tabe 1-3 til Göteborg Alliancen, 2-3 til Halmia, 1-4 til de svenske mestre fra Malmö FF og 3-5 til Jönköping. Det hele sluttes af med en kamp mod Stockholms byhold, som danskerne besejrer 26/9 1944 med 2-1. Optakten helt enestående – 80 danskere marcherer ind dels med mange dannebrogsfaner, dels klædt i rødt henholdsvis hvidt, så man under indmarchen kan danne et levende Dannebrog og derefter inde på grønsværen Christian Xs navnetræk. Holdet i denne sidste kamp var fra mål til venstre wing :
Eigil Nielsen (KB) – William Jensen (B 93) – Ejler Eggert (Dragør) – Henning Nilsson (Helsingør) – Arno Nielsen (B 93) – Ejvind Berger (B 93) – Alex Friedmann (B 93) – Kaj Frandsen (Fremad Amager) – Herluf Colbach (AB) – Arne Rasmussen (B 93) – William Ginsburg (HIK).
Straks efter Befrielsen 16. maj 1945 (kun 9 dage efter 5. maj) spilles en meget velbesøgt kamp (21.000) mellem ”Danske sabotører” – sammensat af fodboldspillere fra sabotørgrupperne ”Holger Danske” og Bopa – og engelske faldskærmssoldater i Idrætsparken. Inden kampen taler Leo Frederiksen og der optræder et 23 mands stort engelsk militærorkester, der til stor jubel havde indøvet Frihedssangen. Kontrollørerne arbejder gratis, 100 andre sabotører sørger for ro og orden og hele overskuddet (30.000 kr.) går til nødstedte norske børn. Holdet ledes af grev Valdemar assisteret af billedhugger Knud Nellemose (selv oprindelig målmand) fra Bopa. Bolden gives op af Fru Lillelund, hvis mand, løjtnant Lillelund, var leder af Holger Danske. Kampen ender 2-1 til danskerne - begge mål scoret af Holger Petersen, der selv er en dygtig målmand for B 1903, men som på denne store dag har overladt målmandsposten til en anden for selv at spille venstre wing.
Kilde : Idrætsbladet 1945
